Åbningstider februar til og med maj 2010
|
Tirsdag og onsdag Restaurant: 17.00-24.00 |
Torsdag til lørdag: Restaurant: 12.00-24.00 |
Søndag og mandag lukket.
Juni til og med august kun lukket mandag
Åbent for kurser, selskaber, frokost og værelser alle dage ved forudbestilling
Se flere billeder af kroen
Der var engang en smugkro ved vejgaflen i Nørre Vissing. Her kom de lokale i snak over en salt-sild, med et krus øl og en pæl brændevin. I 1801 flyttede kroen, så rejsende nu kunne overnatte og få opstaldet hesten i laden. Det blev en Kongelig Privilegeret Kro, og et nyt eventyr tog sin begyndelse.
Ved bakker, skove og søer ligger Nørre Vissing Kro. Den nyrenoverede, men mere end 200 år gamle kro møder i dag sine gæster med blå pudsede vægge og sprossede vinduer, der fortæller om et møde mellem tradition og nutid.
Der fornemmes hjerterum, når døren åbnes til den lille reception, og man mærker, at her sætter værten Morten Mygind en ære i at skabe stemning og atmosfære for deres gæster. Kroen er indrettet personligt og utraditionelt med sans for detaljerne, og interiøret fremhæves af husets egen blomsterdekoratør, der arrangerer et væld af spændende dekorationer med gyvel, bynke og andre naturmaterialer.
Den lyse havestue med de blå nuancer i kobolt og lavendel har udsigt til markerne, og fra pejsestuen kan manse kokkene arbejde i det åbne køkken, eller nyde den knitrende ild i pejsen om vinteren. De rå vægge i den grå-blå restaurant giver derimod en fornemmelse af sydeuropæisk elegance, det er denne smeltedigel kombineret med årstidens kreative kompositioner for øje og gane, der gør Nørre Vissing Kro til noget unikt.
Køkkenet er kroens omdrejningspunkt der flere år i træk er udmærket med 1 og 2 stjerner i Den Danske Spiseguide. Der benyttes kun de bedste råvarer i køkkenet, og fra egnen omkring kroen leveres sandart, gedde og aborre fra søerne og svampe, snegle og vildt fra skovene.
I vinkælderen bor husets nysgerrige spøgelse der ofte glemmer at lukke døren efter en af sine svæve ture gennem natten. Den hyggelige vinkælder byder på et væld af vine fra hele verden, hvilket er med til at gøre det til en totaloplevelse at gæste kroen.
Oplevelser i det midtjyske søhøjland
Naturen omkring kroen hører til blandt Danmarks smukkeste områder. Gåture gennem mark og skov kan startes umiddelbart fra kroen.
I landsbyen ligger endvidere et keramikværksted, der er et besøg værd. Søerne i det midtjyske søhøjland er velegnede både til badning og fiskeri. Ved knudsø (5 km) finder man en særlig bærnevenlig sandstrand, der er meget populær i sommerperioden. I Ry (7 km) er der muligheder for at leje kanoer, kajakker og robåde. Søen er også velegnet til windsurfing.
Indenfor en radius af ca. 50 km finder man fem golfbaner.
Det Blå Marked (3 km) er landets største stationære kræmmermarked (åbent i weekenden, året rundt).
Himmelbjerget er et særligt naturskønt område, der også er et besøg værd. Herfra kan man f.eks. sejle til Silkeborg med ”Hjejlen”, verdensældste hjuldamper.
I det hele taget er der rige muligheder for oplevelser i det midtjyske søhøjland.